Ny viden om hvad virus egentlig er?

Vi er opdraget med den gamle teori om, at bakterier og virus er noget, vi skal undgå op passe på. Men er det hele sandheden? Ny viden viser, at der er meget mere til historien og det er en meget aktuel historie lige nu i skrivende stund d. 6/4-20.

Lad os for overskuelighedens skyld fokusere på influenza som et mere konkret eksempel på det, vi er optagede af i bl.a. biomedicin, videnskab, og som vi alle i øjeblikket er påvirkede af pga. den verserende coronavirus.

Den måde, hvorpå sundhedspolitiske beslutningstagere og almindelige medier omtaler influenza-virus er, som var det en dødelig kraft, imod hvilken alle borgere, men især de ældre har brug for den årlige influenzavaccine for at beskytte sig. Influenzavirus kan have dødbringende konsekvenser, det ved vi, men er det ofte, at det ender sådan og hvad gør, at det ender sådan?

Det er i hvert fald værd at tænke over, at det meget anerkendte Cochrane institut fx anerkender, at der er mange forskellige influenzavira, der faktisk ikke er influenza type A, men som er den influenzavacciner faktisk er rettet mod. Disse vira kan ikke desto mindre bidrage til symptomer, der er identiske med dem, der tilskrives influenza type A:

“Over 200 vira forårsager influenza og influenzalignende sygdom, der frembringer de samme symptomer (feber, hovedpine, ømhed og smerter, hoste og løbende næser). Uden laboratorieundersøgelser kan lægerne ikke adskille de to sygdomme fra hinanden. Begge varer i dage og fører sjældent til død eller alvorlig sygdom.  I bedste fald kan vacciner være effektive mod kun influenza A og B, som repræsenterer ca. 10% af alle cirkulerende vira. ” (Cochrane).

Dette underminerer sundhedspolitikker, der forudsætter at vaccination er svaret på bekæmpelse af influenzavirus. Vaccination mod influenza er ikke en livsnødvendighed. 

Selve brugen af ​​ordet “immunisering” til at beskrive vaccination er vildledende. I det øjeblik ordet bruges forudsætter det allerede effektiviteten og får det til at virke som om ikke-vaccinerende er ikke-immune, i stedet for det, de faktisk kunne være nemlig: pro-immune. Formentlig som følge af et stærkt immunforsvar der via sund kost, sollys, rigelig søvn og frisk luft holder sygdomme ude af kroppen.

Hvad er en virus?

Faktisk beskrives virus ofte som eksisterende et eller andet sted mellem levende og ikke levende genstande af denne grund: De producerer ikke deres egen energi og kan heller ikke overføres uden en levende vært. Denne sondring er vigtig, fordi vi ofte tænker på vira som simpelthen patogene strenge af DNA eller RNA. Ironien er selvfølgelig, at netop de ting, vi tilskriver så meget dødelighed – virale nukleinsyrer – ikke engang er levende og ikke kan inficere en organisme uden alle de andre komponenter (proteiner, lipider, ekstra-virale nukleinsyrer) som teknisk set ikke er virale, men som deltager i processen. Så, hvis komponenterne, der er ikke-virale, er afgørende for, at virussen kan forårsage skade, hvordan kan vi så egentlig fortsætte med at fastholde så firkantet, at vi er oppe imod en farlig levende virus der “inficerer” os?

Det viser sig nemlig at influenzavirus lige så meget består af biologisk materiale fra værten, som det virussen ”inficerer” værten med, som er virussets genetiske materiale i sig selv. Spørgsmålet bliver jo så, hvordan differentierer vi derefter influenzavirus som noget fuldstændig ”andet”? Altså taget i betragtning af, at det ikke ville eksistere uden proteiner fra værtsmennesket/ værtsarten.

Hvis vi så tilmed begynder at se på virus gennem linsen af ny viden om vores mikrobiome – altså vores sunde og livsvigtige inde mikrobemiljø og ser på virus som bærere af RNA, så kan man se, at virus er vigtigt for at regulere udfoldelsen af det samlede menneskelige genom. Og så begynder vi at forstå, hvordan dens funktion også kunne betragtes mere neutralt som informations transportør, hvis ikke ligefrem som gavnlig i nogle tilfælde. Både exosomer (som er lipide fragmenter der udstødes fra cellen og overraskende nok også fungerer som kommunikatorer) og vira kan faktisk, viser det sig, være ansvarlige for vigtig kommunikation mellem arter inden for biosfæren, i betragtning af den måde, de også er i stand til at lette og formidle informations overførsel mellem organismer. Selv det at spise en grøntsag kan faktisk ændre livsvigtige geners ekspression i kroppen.

Virus kan med andre ord beskrives som informationsstykker på jagt efter kromosomer – ikke i sig selv ”ondsindede”, men faktisk væsentlige for at formidle forholdet mellem genotype og fænotype inden for organismer, som til stadighed skal tilpasse sig skiftende miljøforhold i realtid for at overleve. Det betyder dog omvendt heller ikke, at de er ”gode” som sådan. Undertiden og mange forhold taget i betragtning uden for deres kontrol, kan deres ”beskeder” byde på udfordringer eller ligefrem forkert information til de celler, de er udsat for, hvilket så kan resultere i et “sygdoms symptom.” Disse sygdoms symptomer er dog ofte forsøg fra kroppen på at selvregulere og i sidste ende forbedre og helbrede sig selv.

Med andre ord ser sammensætningen af ​​vira ud til at være et biproduktet af cellens normale produktionsmaskineri, kan man sige, selvom det er påvirket af fx influenza-DNA. Vira kan være et middel til ekstracellulær kommunikation mellem celler i stedet for blot at være en patologisk sygdomsenhed. Dette kan måske pege på eller ligefrem forklare, hvorfor en ophobning af forskningsresultater om viras rolle i menneskers sundhed indikerer, at såkaldte smitsomme stoffer, inklusive vira som mæslinger, kan give betydelige sundhedsmæssige fordele også, når man har bekæmpet sygdommen selv.

Den bemærkelsesværdigt nyere opdagelse af den værtsafhængige karakter af fx influenzavirus er dog bare toppen af ​​noget af alt det, der endnu ikke er nået fuldt ud til alle – et paradigmeskift om du vil.

Et sådant paradigmeskift betyder fx også, at bakterier heller ikke bare pr automatik er fjendtlige og noget, vi skal bekæmpe, og at vira ikke længere kun ødelægger vores sundhed og med alle midler bør udryddes fra jorden med medikamenter og vacciner. 

Med opdagelsen af ​​den uundværlige rolle af mikrobiomet og underpopulationen af ​​vira i det vi kan kalde – viromet – har, har vi altså indtrådt i et helt nyt, og mere holistisk baseret syn på kroppen og dens omgivelser, der grundlæggende er uadskillelige og gensidigt påvirker hinanden. Vi kan endda begynde at forstå, hvordan vi kan betragte nogle vira som “vores venner”, og hvorfor vi måske har brug for vira langt mere, end de har brug for os. På samme måde som vi nu forstår de probiotiske bakteriers livsvigtige funktion i kroppen.

Vi lever generelt i en usund kultur. Det mekanistiske og reduktionistiske syn på verden har ført til en splittet tilstand også inden i os, der deler alt op i godt og dårligt og helt og fjende, enten/eller.

Men naturens intelligente skabninger minder os om vigtigheden af balance, symbiose, harmoni og “både og”. Forholdet mellem organismer og arter i den naturlige verden er symbiotisk, dvs. de lever i harmoni med hinanden. Det er for simpelt at sige helt kategorisk, at sige at nogle bakterier kun er ”gode” og nogle kun er ”dårlige” alt afhænger af balancen og konteksten. Virus, svampe, bakterier og parasitter lever i os i et symbiotisk forhold ligesom i naturen, når der etableres ligevægt, gavner det hele skabelsen.

Bekæmpelse af eller krigen mod et ”ondt virus”, skaber et forgiftet miljø også inden i os og forgiftede mennesker i en krigstilstand stresser og arbejder ikke godt sammen. Vi burde bruge vores tid alene til at tænke over, hvordan vi kan begynde at ændre vores holdninger til hinanden og vores omverden, så vi ikke længere bruger en krigsmetaforik og skaber splid, kun på den måde når vi til ægte helbredelse, fred og velstand.

På samme måde er vi fx også nødt til at spørge os selv, hvor vellykket ”krigen mod kræft”, ”krigen mod terrorisme”, ‘krigen mod narko” osv. egentlig har været? Og nu bliver vi bedt om at mødes for at føre krig mod en usynlig fælles fjende, en slags fantom COVID-19 spøgelse. Jeg benægter ikke, at der er en virus, der giver os udfordringer, men beder blot om at se hele billedet fra en mere helhedsorienteret vinkel. En vinkel der ikke er krigerisk, men stedet søger sameksistens og balance.

For hvis vi nu forsøger at fokusere på det større billede i stedet for krampagtigt at ville dissekere helheden ned til dets mindste isoler bare dele. Så kunne det være at vi kunne begynde at få en direkte observation og oplevelse af verden i sin helhed, der giver mere mening og gør vores oplevelse af verden til et bedre og mere venligtsindet sted. Og hvem ved, om det ikke kunne smitte af på den inde symbiose og sundhed også? Som i det store – så i det små!

Af Marie Louise Ivalo Theill Cand. mag. Zoneterapeut og Naturopat

Kilder:

Cochrane Instituttet

Foxman, E.F., & Iwasaki, A. (2011). Genome-virome interactions: examining the role of common viral infections in complex disease. Nature Reviews Microbiology, 9, 254–264.

Cadwell, K. et al. (2015). The virome in host health and disease. Immunity, 42(5), 805-813.

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25226414