Har du husket at vise dig selv kærlighed i dag?

Der gode nyheder til alle os, der mener at vi selv kan gøre rigtig meget for at bevare vores sundhed eller blive raske igen, hvis vi er så uheldige at blive syge. Den gode nyhed handler kort og godt om de store muligheder, der åbner sig med den nye, spændende og epokegørende forskningsfelt, der kaldes Epigenetiske Forskning. Du har måske aldrig hørt om epigenetik før, men denne forholdsvis nye forskning rummer et potentiale, der kan ændre verden, sådan som vi kender den i dag.

 Hvad er epigenetik, og hvorfor skal du interessere dig for det?

Epigenetik betyder egentlig en forskning, som ligger over den genetiske forskning, idet det græske ord ”epi” betyder ”over”. Videnskabsmanden Conrad Waddington (1905-1975) tilskrives ofte at have været en af de første til at navngive epigenetikken allerede tilbage i 1942 som værende “den gren af biologien, der undersøger de kausale interaktioner mellem gener og deres produkter, som giver liv til fænotypen”. Men i vores tid har den internationalt anerkendte cellebiolog, Bruce Lipton, nu i mere end 20 år forsket i epigenetik, og han har fundet frem til noget der kan revolutionere vores verden – eller skulle man måske sige evolutionere. Bruce er i dag en verdenskendt videnskabsmand, topforfatter og foredragsholder, som er blevet omtalt i talerige lande og talrige medier bla. i  DR2s Sjæl og Videnskabs programmer.

 For at starte ved basics

Et menneske består af mere end 50 billioner celler, og de forskellige systemer i kroppen såsom fordøjelsessystemet, udrenseorganerne system, en åndedrætsorganerne, en bevægeapparatet, immunsystem, det reproduktive system og hjerte-kar-systemet er hos os mennesker forbundet med aktiviteten af bestemte organer. Disse samme fysiologiske processer udføres i celler af endnu mindre organsystemer kaldet organeller.

Cellulært liv i kroppen er underlagt stramt regulerede funktioner af cellens fysiologiske systemer. Det kunne man kalde et udtryk for ”forudsigelig adfærdsmæssige repertoirer”, der antyder eksistensen af en slags ”cellulært nervesystem.” Dette system reagerer på miljømæssige stimuli ved at fremkalde passende adfærdsmæssige reaktioner.

Siden forskerne brød den genetiske kode i begyndelsen af 1950’erne, har cellebiologer begunstiget begrebet genetisk determinisme, det vil sige, forestillingen om at gener “kontrollerer” biologi. Stort set alle cellens gener er indeholdt i cellens største organel, nemlig kernen. Konventionelt ser forskerne derfor på kernen som værende “kommandocentralen” i cellen. Men kunne sige, at kernen repræsenterer en cellulære “hjerne.”

Genetisk determinisme betyder derfor, at de udtryk og den skæbne en organisme har eller får primært er forudbestemt i dens genetiske kode. Det genetiske grundlag for kropsligt udtryk er rodfæstet i de biologiske videnskaber som en ”sandhed”, hvorved vi kan forudsige en masse om vores risiko for sundhed og sygdom. Derfra kommer med andre ord forestillingen om at modtagelighed for visse sygdomme eller udtryk for afvigende adfærd generelt er forbundet med vores genetiske afstamning.

Du ved formentlig, at videnskabsfolk allerede har debatteret emnet miljø kontra arvelighed gennem mange år. Nogle forskere mener, at det er vores gener, der bestemmer over vores liv og vores helbred, mens andre mener, at det er miljøet og vores omgivelser, der spiller den største rolle.

På den ene side har du altså en gruppe forskere, som tror på en genetisk kontrol af vores liv. Så hvis du f.eks. er blevet født med et defekt lykke-gen eller er født i en familie med genetisk betingede sygdomme, er du med andre mere eller mindre dømt til et liv i ulykke og sygdom. Så er du forhåndsdisponeret til at få samme sygdomme som dine familiemedlemmer.

Over for disse påstande har du så en anden gruppe forskere, som mener, at vores miljø, tanker, opførsel, kost, kemikalier, livsstil og overbevisninger er de vigtigste faktorer for kvaliteten af vores liv.

 Så hvem har ret?

Interessant nok er det lykkedes forskningen inden for epigenetik at bygge bro mellem de to opfattelser: Den genetiske kontrol af vores celler og liv versus et liv styret af vores miljø. I dag tror flere og flere videnskabsfolk nemlig, at det i højere grad er epigenetik, som kontrollerer generne. Essensen af videnskaben omkring epigenetik er nemlig den, at det er dine omgivelser og din opfattelse af dine omgivelser og dine opfattelser eller overbevisninger om alt i denne verden, der kan ændre din genetiske kode. Det sker ikke ved at ændre på din DNA, men ved at ændre aflæsningen af din genetiske kode. Epigenetik betyder simpelthen, at der er et lag over vores gener, forstået på den måde, at det ikke er generne som sådan, der kontrollerer dit liv, men den aktivering generne evt. får af dine tanker, følelse overbevisninger og dine omgivelser. Miljømæssige påvirkninger,venner, familie, kosten, din stress og så videre kan således tænde og slukke for dine gener.

Desuden viser det sig, at sådanne påvirkninger af vores gener også kan videreføres til næste generation. Vi har med andre ord et ansvar og en evne til at forstærke eller svække vores geners kraft, det er værd at huske i sin børneopdragelse, og tilføjer helt nye dimensioner, vil jeg mene.

Det er på mange måde fantastisk gode nyheder, for det giver magten over vores helbred og lykke tilbage til os selv. Vi er ikke længere bare ofre for vores nedarvede gener, og vores fremtid behøver ikke at blive styret af dem. Vi har meget langt hen ad vejen kontrollen over vores egen skæbne.

Lipton, og andre forskere mener at højst 3-5% eller måske så lidt som 1% af alle sygdomme er genetisk bestemt. Defekte gener, der forårsager sygdom, aktiveres ikke før noget tænder for dem. Dette er en på mange måder befriende oplysning, for det giver kontrollen tilbage til os selv, men det gør også at vi skal revidere en hel masse bla. den måde vi ser på os selv. Du kan forestille dig dit genom som værende et katalog af ”blueprints” eller skitser, der indeholder en række genetiske muligheder for hvordan dit liv kan udfolde sig. Epigenomet er som entreprenøren, der læser kataloget eller skitserne igennem, inden han beslutter, hvilke muligheder han vil benytte sig af, når han bygger sit hus. To forskellige entreprenører kan bygge to vidt forskellige huse ud fra de samme skitser på samme måde, som tvillinger med identisk DNA kan opleve to vidt forskellige liv.

Den mere tekniske del

Forestillingen om, at kernen og dens gener er “hjernen” i cellen er ifølge cellebiolog og forsker Dr. Bruce Lipton en uholdbar og ulogisk hypotese. For som han påpeger: Hvis hjernen bliver fjernet fra et dyr, vil det omgående føre til organismens/dyrets død. Hvis kernen virkelig repræsenterer hjernen i cellen, burde det at fjerne kernen medføre et ophør af cellefunktioner og umiddelbar celledød. Dog ved man fra eksperimentelle studier at kerneløse celler kan overleve to eller flere måneder uden gener, og alligevel er de i stand til at gennemføre endog komplekse svar på miljømæssige og cytoplasmatisk stimuli (Lipton, et al., differentiering 1991, 46:117-133). Logik viser derfor, at kernen ikke kan være hjernen i cellen!

Undersøgelser af klonede menneskeceller førte Lipton videre på sporet af bevidstheden om, at cellens membran cellemembranen, faktisk er det der udgør cellens “hjerne.” Cellemembranen, er den første biologiske organelle udvikling, og det er den eneste organel, der er fælles for alle levende organisme. Cellemembraner opbevarer cytoplasma, så det er adskilt fra det ydre miljø. I sin egenskab af barriere, gør membranen det muligt for cellen at opretholde stram “kontrol” over det cytoplasmatiske miljø, en nødvendighed i udførelsen af alle biologiske reaktioner. Cellemembraner er så tynde, at de kun kan ses ved hjælp af et elektron mikroskop. Derfor blev membranens struktur også først klart konstateret omkring år 1950. Den grundlæggende strukturelle enkelhed af cellemembranen, som er ens for alle biologiske organismer, interesserer cellebiologer. For i de sidste 50 år er membranen blev opfattet som en “passiv,” semi-gennemtrængelige barriere, der ligner en åndbar “plastic wrap,” hvis funktion det bare var at indeholde cytoplasma.

Cellemembranen har receptorer der fungerer som molekylære “antenner” der kan genkende miljømæssige signaler. Nogle receptorantenner udvider sig indad fra membrancytoplasmaen. Disse receptorer “læser” det interne miljø og skabe bevidsthed om de indre cytoplasmatiske betingelser. Andre receptorer, strækker sig fra cellens yderside og giver bevidsthed om eksterne miljømæssige signaler.

Konventionelle biomedicinske videnskaber mener at cellens miljøoplysninger kun kan foretages af indholdet af molekyler (videnskab 1999, 284:79-109). Ifølge denne opfattelse genkender receptorer kun “signaler”, der fysisk supplerer deres overflade funktioner. Denne materialistiske opfattelse opretholdes af nærmest alle biologer, selvom det ifølge Lipton rigeligt er påvist, at proteinreceptorer reagerer på vibrationelle frekvenser og ikke molekyler. Gennem en proces kendt som electroconformational kobling (Tsong, tendenser i Biochem. Sci. 1989, 14:89-92), kan resonant vibrationelle energifelter ændre balancen i ladningen af et protein. I et harmoniske energiområde vil receptorer ændre deres opbygning. Derfor er det ifølge Lipton rimeligt at sige, at membranreceptorer reagerer på både fysisk og energiske miljøoplysninger. Cellemembranen er med andre ord en slags oplysnings processor. Den sanser miljøet og konverterer denne bevidsthed til i “information”, der kan påvirke aktiviteten af proteinveje og kontrollere udtrykket af gener.

Med en computer metafor kunne man beskrive cellen som følger: Cellen er en kulstof-baseret “computer chip”, der ”læser” miljøet rundt omkring den kunne man sige. Dens “tastatur” består af receptorer. Miljømæssige oplysninger kommer ind ved hjælp af protein “nøgler”. Dataene bliver omformet til biologiske opførsel/adfærd af en anden type af proteiner. Kernen repræsenterer en “harddisk” med DNA-kodet software. Og de seneste fremskridt inden for molekylærbiologien understreger vigtigheden af læse/skrive karakteren ved denne ”harddisk”.

Denne nye opfattelse af celle kontrolmekanismerne frigør os fra begrænsningerne ved genetisk determinisme. For i stedet for at opføre os som programmerede genetiske automater, er biologisk opførsel dynamisk sammenkædet med miljøet. Selvom denne reduktionistiske tilgang har fremhævet mekanismen af individuel opfattelse proteiner, understreger den nye forståelse af cellen vigtigheden af at forstå mekanismen for cellens funktion og dens holistiske natur i alle biologiske organismer. Denne nye forståelse af cellen afspejler en anerkendelse af at forstå den holistisk med alle miljømæssige stimuli, både fysisk og energetiske. Hjertet af energi medicin kan derfor meget vel ligge i selve membranen.

Om vi er forprogrammerede eller formet af miljøet, er der dog i dag endnu ikke skabt endelig konsensus omkring. Men fremtidens forskning vil forhåbentlig vise, at miljøet, vores tanker, følelser osv. spiller en langt større rolle end genetikken for vores liv og vores sundhed, for det er jo den del vi har magten til at ændre på og gøre noget ved. Det er selvfølgelig rigtigt, at sygdom kan skyldes en genetisk disposition, men der skal altså noget ”udefra” kommende til at aktivere den disposition. Det er derfor rigtig vigtigt, hvordan vi vælger at leve vores liv, tage os af os selv og hinanden, spise sundt, tænke over vores overbevisninger og arbejde med at kunne håndtere vores følelser på en harmonisk måde. For konsekvenserne af den nye viden om epigenetik er, at generne og DNA’et ikke kontrollerer vores biologi. Den kontrolleres i stedet af signaler, der kommer mange steder fra, måske især de energifyldte signaler, der strømmer ud fra vores positive og negative tanker og følelser, som så sendes tilbage til os selv på en enten hensigtsmæssig eller ødelæggende måde.

Dine gener afspejler kun dit potentiale ikke din skæbne. Det er op til dig at skabe de omgivelser, der er nødvendige for at maksimere dit fulde potentiale. Det handler i sidste ende om at tage ansvar for vores eget liv og de ting, som sker for os. Jeg ved godt det ikke er en nem opgave, men tænk hvordan verden ville se ud hvis vi alle sammen gjorde netop det?

Af Marie Louise Theill

Referencer:

Lipton:

Lipton, B.H, K. G. Bensch, et al (1991) “Micro vessel Endothelial cell transdifferentation: Phenotypic characterization.” Differentation 46: 117-133.

Willet, W. C. (2002). “Balancing life-style and Genomics Research for disease prevention”.